HKOdin.dk | Hockeyklubben Odins onlineunivers
Hockeyklubben Odin
Solbærvej 5, Odense
Send en mail
kontakt@hkodin.dk

Final 4 Hockey 2020 d. 7. marts i Hjallesehallen

Der bliver fest og stemning i Hjallesehallen, når HK Odin lørdag den 7. marts arrangerer DM-slutspillet for seniorer i hockey – også kaldet Final 4 Hockey 2020.

Fire semifinaler, to bronzekampe og to DM-finaler afgør hvor guld, sølv og bronze skal placeres, så der er garanti for spænding, dramatik og selvfølgelig masser af god hockey på allerhøjeste nationale niveau.

På damesiden har HK Odin chancen for at vinde en historisk guldmedalje, men det kræver først en sejr i en formentlig jævnbyrdig semifinale mod Gentofte og derefter en artig overraskelse mod et stærkt KH-hold.

”Det er den ultimative drøm at vinde DM-guld! Vores hold er blevet betydeligt stærkere de seneste år, så hvis vi kæmper alt, hvad vi kan, og virkelig rammer dagen, er intet umuligt. Men det kræver så også, at vi rammer dagen, og at KH ikke gør. Og så skal vi jo først forbi Gentofte. Det bliver ikke en nem kamp,” siger HK Odins kaptajn Andrea Wårsøe, der var med til at vinde DM-sølv sidste år.

På herresiden er Slagelse favoritter til DM-titlen. Holdet har vundet rub og stub i grundspillet, men kan få kamp til stregen af KH.

Udover en masse god hockey byder dagen på god musik, måske et lille lysshow og konkurrencer med fine præmier. Eksempelvis får en heldig tilskuer chancen for at vinde en tur til Finland for at se nordlys!

Final 4 Hockey 2020 starter klokken 10:00, og HK Odin forventer op mod 300 mennesker i hallen denne lørdag.