HKOdin.dk | Hockeyklubben Odins onlineunivers
Hockeyklubben Odin
Solbærvej 5, Odense
Send en mail
kontakt@hkodin.dk

Jeppes ”once in a lifetime opportunity” i en hal i Luzern

Hockeyklubben Odin var repræsenteret med 5 mand til EM i januar 2019 der foregik i Luzern, Schweitz: Jonas Graversen, fysisk træner, samt spillerne Thor Giessing, Christian Møller, Jeppe Pilgren og Axel Højlund.

 

Her fortæller Jeppe om det store øjeblik hvor han havde sin debut på det danske landshold:

Klokken er 9.50. Vi står i spillertunnellen. Om 10 minutter går kampen i gang. Første kamp ved EM … min første landskamp overhovedet.  Det er nu alle de sene fredagstræninger i Gentofte giver mening. Det er nu de skal bære frugt. Speakeren begynder at tale. Jeg hører ikke hvad han siger. Jeg står i min egen verden. Jeg er fokuseret, jeg er pisse-nervøs. Jeg skal ind og synge nationalmelodi og repræsentere Danmark. Hvem havde dog nogensinde troet at jeg skulle få den mulighed? Jeg tror folk ville have grint højlydt hvis jeg havde haft det som et af mine mål i min hockeykarriere. Men nu står jeg her. På tærsklen til højdepunktet over alle højdepunkter.

”… Welcome to Denmark and Turkey”, afslutter speakeren. Så er det nu! Musikken brager løs og vi går ud gennem tunnelen, ud på banen og stiller os klar til nationalmelodi. Følelser af stolthed, nervøsitet og fokus suser rundt i hele kroppen. Det er nu, Jeppe. Det her er ikke en drøm du vågner fra om lidt. Det her er virkelighed. Du er landsholdspiller. Din ”once in a lifetime opportunity” er lige her, lige nu, midt på det blå halgulv i en ligegyldig hal i Luzern-

Jeg sætter mig på bænken, spændt og nervøs. Vi er otte debutanter, så der er meget nervøsitet og spænding. Men der er også masser af sammenhold, fighterånd og nationalfølelse. Vi er klar! Otte minutter af kampen er spillet, da landstræneren prikker mig på skulderen og siger jeg skal ind. Jeg stiller mig klar ved sidelinjen. Nerverne sidder helt oppe i halsen. Jeg tror aldrig jeg har været så nervøs før. Det er fuldstændig ulideligt at være i. Jeg løber ind på banen, og i samme sekund som min fod rammer gulvet … er alle nerver væk. Nationalfølelsen fjerner alle andre følelser i kroppen, og der roterer nu kun én ting rundt inde i hovedet på mig. At give den alt hvad jeg overhovedet har … for Danmark!

Billedets fotograf fortalte os at vi skulle se ud som man gør på Fyn. Hvilket Fyn Thor kommer fra, skal vi andre ikke kunne sige.

Resultater:

DK – Tyrkiet: 3 – 7

DK – Portugal: 3 – 6

DK – Hviderusland: 1 – 8

DK – Italien: 2 – 5

DK – Slovakiet: 1 – 6

Resultaterne betyder at DK rykker ned i C-EM